Fordele og ulemper ved forskellige filformater

Vi tilbyder korrekturlæsning af både Word-, InDesign- og PDF-dokumenter, men dit valg af filformat er ikke ligegyldigt. Her er vores anbefalinger:

Læg korrekturen så sent som muligt i processen

Vi anbefaler, at du placerer korrekturen så tæt på tryk som overhovedet muligt, dvs. at du sender de færdigt opsatte tekster til os – og at du ikke lige skal ændre noget, når du får dokumenterne tilbage fra korrektur. Ifølge vores erfaring opstår der altid et par småfejl (f.eks. et manglende ord), når man klippe-klistrer lidt til sidst eller indsætter en sidste manglende billedtekst. I værste fald glemmer man simpelthen at indsætte den sidste billedtekst og må leve med en række x’er i sin færdige udgivelse. Det var ellers det, som korrekturen netop skulle forhindre.

Vi anbefaler InDesign

Når du sender InDesign-filer til os, giver det minimalt arbejde til dig efterfølgende og mindst risiko for fejl. Vi kan nemlig rette direkte i teksten, og du skal ikke tage stilling til andet end vores kommentarer, før du sender dine dokumenter til tryk. Du kan stadig se hver eneste rettelse, hvis du ønsker det, og du får også pædagogiske forklaringer og fine forbedringsforslag.

En stor fordel ved InDesign-korrektur er, at vi ofte finder layoutfejl (såsom uensartet brug af skriftvarianter og manglende indryk), og at jeres billeder hjælper os med at finde indholdsmæssige fejl (f.eks. hvis et billede viser et andet bilmærke end det, der omtales i teksten).

Vælg evt. Word

Word er også anvendeligt og dejlig overskueligt. Filudvekslingen via mail er nem, og man kan altid lige sende en ekstra lille tekst, f.eks. lederen, som først bliver klar i sidste øjeblik. Word-korrektur gør også, at korrekturlæseren og layouteren kan arbejde samtidig – layouteren skal bare kopiere de rettede tekster ind i sit dokument til sidst.

Men du skal være opmærksom på, at der sniger sig rigtig mange fejl ind, efter at korrekturen er afsluttet. Man klipper lidt, flytter rundt, glemmer et afsnit og får sat de forkerte sidetal ind. Teksten forlænges hist og her, og pludselig er der opstået et betydeligt antal fejl. Af samme grund lægger vi ikke navn til tekster, som vi modtager i Word – der indsættes simpelthen for mange fejl, efter at teksterne har forladt os.

Undgå PDF-filer

Vælger du korrektur på PDF-filer, retter vi så lidt som muligt. Det vil sige, at vi kun gør opmærksom på deciderede fejl. Vi kommer ikke med forbedringsforslag til uheldige formuleringer, og vi ensretter heller ikke stavemåder fra gang til gang, men sørger bare for konsekvens i det enkelte dokument. Du skal selv indføre hver eneste rettelse, når du modtager filen – hvilket tager lang tid og indebærer en stor risiko for at indføre noget forkert.

Da det tager meget længere tid for os at skrive, at der skal indsættes et komma, end bare at indsætte det, er det dyrere at få læst korrektur på PDF’er.

Fordelen ved PDF’er er dog, at du selv har fuld kontrol over alt – ingen andre kan ændre noget. Hvis du er utryg ved at overlade et redigerbart dokument til fremmede, er det en god idé at vælge PDF-korrektur i starten. Så ser du, hvad og hvordan vi retter, og når du er tryg ved det, kan du skifte til InDesign.

Det praktiske

Læs mere om, hvordan du sender og modtager tekster i de forskellige formater, her: