Vi tilbyder korrekturlæsning af både Word-, InDesign- og PDF-dokumenter, men jeres valg af filformat er ikke ligegyldigt. Her er vores anbefalinger:
Læg korrekturen så sent som muligt i processen
Vi anbefaler, at I placerer korrekturen så tæt på tryk som overhovedet muligt, dvs. at I sender de færdigt opsatte tekster til os – og at I ikke lige skal ændre noget, når I får dokumenterne tilbage fra korrektur. Efter vores erfaring opstår der altid et par småfejl (f.eks. et manglende ord), når man klippe-klistrer lidt til sidst eller indsætter en sidste manglende billedtekst. I værste fald glemmer man simpelthen at indsætte den sidste billedtekst og må leve med en række x’er i sin færdige udgivelse. Det var ellers det, som korrekturen netop skulle forhindre.
Vi anbefaler InDesign
Når I sender InDesign-filer til os, giver det minimalt arbejde til jer efterfølgende og mindst risiko for fejl. Vi kan nemlig rette direkte i teksten, og I skal ikke tage stilling til andet end vores kommentarer, før I sender jeres dokumenter til tryk. I kan stadig se hver eneste rettelse, hvis I ønsker det, og I får også pædagogiske forklaringer og fine forbedringsforslag.
En stor fordel ved InDesign-korrektur er, at vi ofte finder layoutfejl (såsom uensartet brug af skriftvarianter og manglende indryk), og at jeres billeder hjælper os med at finde indholdsmæssige fejl (f.eks. hvis et billede viser et andet bilmærke end det, der omtales i teksten).
Vælg evt. Word
Word er også anvendeligt og dejlig overskueligt. Filudvekslingen via mail er nem, og man kan altid lige sende en ekstra lille tekst, f.eks. lederen, som først bliver klar i sidste øjeblik. Word-korrektur gør også, at korrekturlæseren og layouteren kan arbejde samtidig – layouteren skal bare kopiere de rettede tekster ind i sit dokument til sidst.
Men I skal være opmærksomme på, at der sniger sig rigtig mange fejl ind, efter at korrekturen er afsluttet. Man klipper lidt, flytter rundt, glemmer et afsnit og får sat de forkerte sidetal ind. Teksten forlænges hist og her, og pludselig er der opstået et betydeligt antal fejl. Af samme grund lægger vi ikke navn til tekster, som vi modtager i Word – der indsættes simpelthen for mange fejl, efter at teksterne har forladt os.
Undgå PDF-filer
Vælger I korrektur på PDF-filer, retter vi så lidt som muligt. Det vil sige, at vi kun gør opmærksom på deciderede fejl. Vi kommer ikke med forbedringsforslag til uheldige formuleringer, og vi ensretter heller ikke stavemåder fra gang til gang, men sørger bare for konsekvens i det enkelte dokument. I skal selv indføre hver eneste rettelse, når I modtager filen – hvilket tager lang tid og indebærer en stor risiko for at indføre noget forkert.
Da det tager meget længere tid for os at skrive, at der skal indsættes et komma, end bare at indsætte det, er det dyrere at få læst korrektur på PDF’er.
Fordelen ved PDF’er er dog, at I selv har fuld kontrol over alt – ingen andre kan ændre noget. Hvis I er utrygge ved at overlade et redigerbart dokument til fremmede, er det en god idé at vælge PDF-korrektur i starten. Så ser I, hvad og hvordan vi retter, og når I er trygge ved det, kan I skifte til InDesign.
Det praktiske
Læs mere om, hvordan I sender og modtager tekster i de forskellige formater, her: