Når vi tjekker stavning, følger vi Retskrivningsordbogen*, som er den officielle ordbog for dansk retskrivning og udgivet af Dansk Sprognævn, og Den Danske Ordbog. Derudover retter vi grammatiske fejl i enkeltord (som f.eks. manglende r på udsagnsord i nutid).
Har I særlige ønsker til ords stavemåder, så fortæl os det, senest samtidig med at I sender teksten til os.
Konsekvens ved valgfrihed
Vi sørger for konsekvens ved alle de stavemåder, hvor der er valgfrihed. F.eks. vælger vi altid varianten i ét ord, hvis der er valgfrihed mellem at skrive noget i et eller to ord. Dvs. at vi altid skriver selvom, stadigvæk og simpelthen, ikke selv om, stadig væk og simpelt hen.Generelt forsøger vi at gøre sproget så lidt opsigtsvækkende som muligt. F.eks. skriver vi at kigge, ikke at kikke, fordi de fleste bruger g’er. I nogle tilfælde vurderer vi ud fra jeres tekst, hvad I hælder til. F.eks. ændrer vi ikke alle forekomster af fx til f.eks., hvis I konsekvent har skrevet fx – så regner vi med, at det er med vilje.
Navne
Navne på personer, organisationer, virksomheder, produkter osv. tjekkes så vidt muligt. Det er ikke muligt at finde information om alt, men hvis et navn ser mistænkeligt ud, uden at vi dog er sikre på, at det er stavet forkert, gør vi opmærksom på det – så har I højst sandsynligt informationen til at tjekke det.
Fagudtryk
Fagudtryk tjekkes så vidt muligt vha. opslagsværker, fagspecifikke hjemmesider eller lignende.
Webadresser
Vi tjekker, at webadresserne er rigtige.
Citater
Hvis der er citater i jeres tekst, prøver vi at vurdere, om der er tale om afskrivningsfejl, eller om det er fejl i originalteksten. Vi indsætter en kommentar ved de fejl, vi mistænker for at være jeres. For at korrekturlæsningen bliver optimal, skal I så selv løbe citaterne igennem en gang til.
Andre sprog
Hvis der er enkelte ord, udtryk, citater eller resuméer på andre sprog end dansk, tjekker vi dem så vidt muligt. Vi retter kun det, vi ved, er forkert – og gør opmærksom på det, vi tror, er forkert.
*Undtagelser fra Retskrivningsordbogen
I ganske få tilfælde følger vi ikke Retskrivningsordbogen. Her er to eksempler: Når I har skrevet services, retter vi ikke til servicer, selvom det er det eneste tilladte. Tilsvarende retter vi ikke Nokia-mobiltelefon (med bindestreg) til Nokiamobiltelefon (uden bindestreg). I sådanne tilfælde mener vi, at Retskrivningsordbogen er helt ude af trit med danskernes sprogbrug.